Stenindustrien – Det Nordbornholmske Graniteventyr
Nordbornholm rummer mange historier. Historier om stenhuggere, som med håndkraft huggede huller i klippen, fyldte dem med sortkrudt og sprængte store blokke løs. Bagefter med håndkraft drev de kiler i og flækkede blokkene til kantsten og brosten. Eller bygningssten, som af andre finhuggedes til broer, slotte, fyrtårne eller springvandskummer.
Og historien om en fattig kommune, der solgte Hammeren til tyske entreprenører, som mekaniserede stenhugningen. Trykluft, tipvogne og transportbånd satte skub i granitbrydningen, og tyskerne byggede en udskibningshavn – Hammerhavn, hvorfra der daglig sejlede skibe med kant- og brosten til det voksende vejnet i Tyskland lige indtil 1. verdenskrig. Oppe på Hammerknuden er der et væld af historier at fortælle: Historier om dansk tilbagekøb af Hammeren, nationale følelser og drømmen om fredning af det forunderlige landskab. Og historier om økonomi, statens udlejning af området til nu danske entreprenører, som udvider og industrialiserer stenbrydningen. Historier om asfalten som overtager brolægningens rolle, og de enorme stenknusere, som i næsten 50 år maser klipper til skærver, som ender under asfalten eller i betonen i nyere byggeri. Og historier om ulykker, stenlunger, markedsdannelser og ublid konkurrence, indtil Hammerværkets lukning i 1971. Og om naturens tilbageerobring af den arrede knold. Nordbornholm var arbejdsplads for hundreder af mennesker i mere end hundrede år. Det var her graniteventyret fandt sted.
Hammerværket
Det var en tysk baron, som begyndte industrialiseringen af stenbrydningen. Han købte i 1884 hele Hammerknuden og startede Bornholms Granitværk. Værket opførtes mellem Hammerhavn og Hammersøen. Et anlæg bestående af et stort maskinhus med 16 esser – det er smedens arbejdsild, tegnestue og kontorbygning samt en dobbeltbolig til formand og maskinmester. Som noget ganske særligt opførtes en mægtig huggehal med kulbuelys, og til forskel fra de andre stenværker opførtes huggeskure til stenhuggerne. Næsten al eksport fra værket var til Tyskland. Lige indtil 1914, hvor første verdenskrig satte en brat stopper for eventyret, og den danske stat købte Hammeren og Hammerhavn tilbage. Efter krigen blev Bornholms Granitværk opløst. Staten udlejede stenbrudsarealet til et dansk firma, Møller og Handberg, der øgede bruddets aktivitet. I 1927 opførtes en stor skærvefabrik, og 1930 blev et stort lasteanlæg opført på Hammerhavn.
Opalsøen
Her handlede det hverken om bygningssten, søjler eller brosten. Her var det skærver til brug under asfalt og i betonstøbninger. Arbejdsgangen blev i 1930 beskrevet således: ”Brydningen sker i 22 m. høje Etager ved hjælp af Sprængninger, som bringer 35.000 Tons ned paa én Gang. Store Sten sprænges yderligere. Læsningen sker med en Gravemaskine på Larvefødder, og 6 Tons Lastbiler med særlig Tipanordning transporterer Stenene til Skærveknuseriet, som ligger for Enden af Stenbruddet.” Opalsøen, som har samlet sig, hvor klippen er sprængt, er næsten 10 meter dyb.
Krystalsøen
Krystalsøen ligger i et af de ældste brud på Hammeren. Blæsten og kulden heroppe havde givet stedet navnet "Sibirien". Her brød man stenen med håndkraft. Først hamrede de boret ned i klippen. To mand slog rytmisk med store hamre, en tredje holdt og drejede boret mellem hvert slag. Så fyldte de hullerne med sortkrudt, og antændte lunterne med råbet: ”Se op for skod.” Bagefter huggede de med pikkerter huller til kiler og flækkede blokkene, som var skudt ud. Værktøjerne ses på forsidefotoet.
Hammerfyr

Dette er det højeste punkt på Hammerknuden (82 m.o.h.). Fyret blev bygget af lokale sten i 1872. ”Det fungerer fint i sig selv, men ligger ofte i lokale tågebanker.” Dette er meget uheldigt for et fyr, og derfor blev der allerede i 1895 opført et nyt, Hammer Odde fyr på Hammerens nordligste punkt.
Humledal
I starten måtte Hammerværkets tyske ejer hente stenhuggerne i Sverige og Italien. Derfor blev der også bygget boliger til stenarbejderne. Humlehodda – eller Humlehytten – blev bygget først. Her boede fem stenhuggerfamilier noget klemt. Ved folketællingen i 1901 boede her 24 personer. Der var smedie i den ene ende, og der var fælles vaskehus med håndpumpe til brønd og en stor murgryde til storvasken. I den ene side af vaskehuset var der 3 gammeldags lokum’er med spande, der skulle tømmes. Nr 7 og nr 9 havde egne lokum’er tættere på huset.
Langelinie og Sandlinien
I 1890’erne opførtes to husrækker med arbejderboliger i Sandvig. Langelinie med 20 boliger, og Sandlinien med 12 boliger.
Moseløkken. Stenbrud og museum.
Moseløkken stenbrud blev startet af købmændene Grønbech og Kurdts i 1870’erne. I starten af 1900 tallet arbejdede omkring 50 mand her. Stenbruddet er stadig i brug og beskæftiger periodevis 2-4 mand. På stenbrudsmuseet Læs evt.mere her på museets hjemmeside kan du opleve, hvordan stenindustrien har udviklet sig gennem de sidste 100 år, få demonstreret og forklaret teknikken af en bornholmsk stenhugger, og selv prøve kræfter med granit og værktøj.
Læs evt. mere her