Fiskeri
Det var først i 1837, de begyndte at anlægge havn i Allinge, og det var besværligt.
Man måtte sprænge dybt og vælte kæmpe stenblokke i havet for at skabe det første lille og brugelige havnebassin.
I årene op til 1858 måtte de udvide, men det forhindrede ikke, at havnen i 1872 blev totalt raseret af en voldsom storm, som smed selv store skibe på land og ødelagde dem. De måtte på den igen, og det tog fire år at genopbygge.
Enhver, der har oplevet en ægte ”nordøsten pivert” på nordlandet kan se det for sig. Men til hverdag blev der fisket fra Allinge Havn.
Om vinteren var det ofte laks. Forår og sommer var det sild og torsk (som man kaldte ”fisk”).
Om sommeren gik bådene ud ved 16.00 tiden og kom ind igen omkring kl. 2.00 om natten.
Var der mange fisk, måtte konerne og de store børn vækkes og hjælpe til med at tømme garnene, for fisken var havets guld.
I juli måned købte folk ”lægjasijl”. Det er sild til saltning, som de så kunne bruge til madforråd senere.
Saltning var – sammen med røgning – datidens konservering.
Når folk skulle købe ”lægjasijl”, så havde de en trillebør med eller en småhalmskurv med skræppeblade i bunden til at hente sildene i.
Sildene røgede de i de mange små og store røgerier, så de kunne holde længere og smage godt. Fiskeri var sammen med landbrug i mange år de vigtige erhverv i Allinge. Før motorernes tid havde fiskerbådene sejl, så fiskerne var helt afhængige af vind og vejr. Når det var stille vejr, måtte fiskerne ro bådene ind. Så kunne det blive hen på formiddagen, før de kom i havn, og folk stod og ventede med deres sildekurve.
Det moderne fiskeri boomede i 1970’erne, men siden er det gået støt og roligt tilbage.
Læs fiskerpigens fortælling, om hvordan det var at stå op om natten, og hjælpe til fiskeri uden motor. (Se næste QR-kode)