Allinge Jazz- og Musikfestival i uge 28
Allinge Jazz- og Musikfestival er en videreførelse af den tidligere Allinge Jazz, der desværre forsvandt efter arrangementet i 2017 blev afviklet.
Jazz i Allinge er en tradition, der har været der i mange år, og nogle folk syntes, at den ikke skulle uddø.
Derfor tog Aktivitetsgruppe Allinge over, har moderniseret konceptet lidt og håber nu, at det kan holde i en årrække.

I modsætning til tidligere år, er det ikke kun jazz, der er på programmet.
Det er vort mål at sammensætte et program, der rammer bredt og skaber hygge og glæde i hele byen.

Arrangementet er spredt over hele byen blandt de forskellige erhvervsdrivende, der bakker op om arrangementet.

Der er både gratis koncerter, men også arrangementer, hvor der opkræves entre – dog med en stor overvægt af gratis arrangementer.

I dagene, hvor festivalen kører, genlyder hele byen af musik, hygge og god stemning – og det er netop, hvad der er vort mål med denne traditionelle musikuge i Allinge.