Det er ikke nogen leg at være fisker.
Som datter af en bornholmsk fiskerfamilie ved jeg, hvorledes de bornholmske fiskere slider i det.
Om sommeren fiskes der for de flestes vedkommende udelukkende sild. Båden går ud ved 16-tiden og kommer ind ved 2-tiden om natten.
Er fangsten stor og garnene fulde, går fiskerne straks hjem for at vække koner og store piger, så de kan tage del i afpilningen. Og det er egentlig det, jeg vil fortælle om.
Min far var fisker i Allinge. Når han kom ind med båden midt om natten, så kom han op og vækkede mig med disse ord. ”Vi har mange sild i dag, Rigmor! Tror du, du kan skynde dig ned og hjælpe lidt med afpilningen?!”I min halvsovende tilstand hørte jeg ordene, men syntes, de lød så mærkelige. Jeg vidste ikke, om jeg skulle tro dem, men efter at have taget et tag i mig selv, var jeg helt vågen og i tøjet.
Så listede jeg på strømpesokker ned ad trappen og ned i køkkenet og fik en bid mad.
Når maden var sunket, fik jeg fat i sildeforklædet og træskoene, som var i forstuens hjørneskab.
I den stille nat begav jeg mig ned til havnen – et par minutters gang hjemmefra.
Om det skyldtes tidspunktet, træskoene eller min egen søvnige tilstand er ikke nemt at sige, men mine ben føltes så underlige, som de gik der.
Alt sov rundt om mig, jeg hørte bølgernes sagte skvulpen mod klipperne. Havnen, hvor jeg skimtede et livligt røre, kom nærmere – langsomt.
Snart efter opfangede jeg stemmerne. Med et ”god morgen” som besvaredes af flere vågne stemmer, gled jeg ind mellem fiskerne og koner ved siden af far, som hængte garn op over bommen på pillebakken til mig.
Det er en fornøjelse at se sildene falde hurtigt og fylde bakken. Men det er ikke så let, som det ser ud til. For hver enkelt sild sidder fast med gællerne i en lille maske. Der skal en bestemt bevægelse til for at undgå, at hovedet går af silden, eller garnet rives i stykker.
Men øvelse gør mester, og alt imens kasserne fyldtes med sild, gik snakken om løst og fast.
Vi stod dér og timerne gik. Folk ude i byen begyndte at røre på sig. De kom ned til havnen for at slå en sladder af med fiskerne, høre hvor meget sild, der var og stå lidt og se os bruge fingrene. Vi kunne godt i de tidlige morgentimer stå og blive lidt stive; men det forsvandt, når solen fik magten, og dagen rigtig brød frem.Det var ligefrem festligt og højtideligt, hvis der var rigtig mange sild, for så lavede mor en kaffekurv til os.
En af de små søskende kom med den og løb efter 6 øres wienerbrød. Uhm, hvor det smagte.
Vi var gerne fulde af ”sildegjæl” langt op ad armene. Når kaffen kom, hev vi en spand vand op fra havnen og vaskede os. Børnene trippede rundt, fik kage og en sjat kaffe med. De samlede også ”kattasil” – sild, som var gået i stykker. Og så løb de hjem med krus og sild.
Hen på formiddagen blev vi færdige. Og jeg kunne gå hjem efter at have ordnet regnskabet med far – angående arbejdstimerne.
På hjemvejen gik benene som på nedturen. De var stive af at stå så stille. Men nu var solen højt på himlen.
Den varmede og lyste ned over alle byens travle mennesker og på alle de mange fremmede, som holdt ferie og slentrede rundt i gaderne og på stranden.