Stenindustri - Udskibning
Det er ikke så mærkeligt, at det især er på Nordbornholm, du finder vældige og varige spor af de mange stenbrud, for det er her, du finder langt den største koncentration af klippe- og granitforekomster.
I dag er der etableret oplevelsesturisme af forskellig slags i de gamle stenbrud.

De største og mest kendte brud ligger tæt på Hammerknuden: Hammerværket og Moseløkken.
Men der var mange små, mere eller mindre private stenbrud omkring de store gårde på Nordbornholm.

Udskibning af stenene
Stenblokkene fra Hammerværket og Moseløkken blev kørt til Allinge havn, hvor de blev sejlet med skib til hovedsagelig København og Tyskland.
Stenblokkene blev også kørt til Hammerhavnen og Vang havn, hvor de blev tilhugget inden de blev sejlet videre.





Nordbornholm
Nordbornholm rummer mange historier. Historier om stenhuggere, der med håndkraft huggede huller i klippen, fyldte dem med sortkrudt og sprængte store blokke løs. Derefter drev de med håndkraft kiler i og flækkede blokkene til kantsten og brosten eller bygningssten, som af andre finhuggedes til brug ved broer, slotte, fyrtårne eller springvandskummer.
Det er også historien om en fattig kommune, som solgte Hammeren til tyske entreprenører, der mekaniserede stenhugningen. Trykluft, tipvogne og transportbånd satte skub i granitbrydningen og tyskerne byggede en udskibningshavn – Hammerhavn, hvorfra der daglig sejlede skibe med kant- og brosten til det voksende vejnet i Tyskland lige indtil første verdenskrig.
På Hammerknuden er der også historier at fortælle. Om dansk tilbagekøb af Hammeren, nationale følelser og drømmen om fredning af det forunderlige landskab. Om økonomi, statens udlejning af området til nu danske entreprenører, som udvider og industrialiserer stenbrydningen.
Om asfalten, som overtager brolægningens rolle, og de enorme stenknusere, som i næsten 50 år maser klipper til skærver som underlag under asfalten eller i betonen i nyere byggeri. Om ulykker, stenlunger, markedsdannelser og ublid konkurrence indtil Hammerværket lukker i 1971. Om naturens tilbageerobring af den arrede knold.

Hammerværket
Det var en tysk baron, der begyndte stenindustrien ved brydning af sten.
I 1884 købte han hele Hammerknuden og opførte Bornholms Granitværk mellem Hammerhavnen og Hammersøen.
Anlægget bestod af et stort maskinhus med 16 esser (det er smedens arbejdsild), tegnestue, kontorbygning samt en dobbeltbolig til formand og maskinmester.




Som noget særligt opførte han en meget stor huggehal med kulbuelys og huggeskure til stenhuggerne - til forskel fra de andre stenværker.

Næsten al eksport var til Tyskland indtil 1914, hvor første verdenskrig satte en brat stopper for eventyret.
Bornholms Granitværk blev opløst efter første verdenskrig.
Staten lejede stenbrudsarealet ud til et dansk firma, Møller og Handberg, der øgede aktiviteten.

I 1927 opførte det en stor skærvefabrik og i 1920 blev et stort lasteanlæg opført på Hammerhavn.
Da Hammerbruddet stopper produktionen i 1971 opstod Opalsøen, der i dag bruges flittigt af sportsfolk og andre til rappelling og klatring.
Om sommeren kan du opleve Danmarks højeste og længste svævebanetur fra toppen af bruddet over Opalsøen.



Opalsøen
Her blev lavet skærver til brug som underlag for asfalt og i betonstøbninger. Arbejdsgangen i 1920 er beskrevet sådan: ”Brydningen sker i 22 m høje etager ved hjælp af sprængninger, som bringer 35.000 tons ned på én gang. Store sten sprænges yderligere. Læsningen sker med en gravemaskine på larvefødder, og 6 tons lastbiler med særlig tipanordning transporterer stenene til skærveknuseriet, som ligger for enden af stenbruddet”.
Opalsøen er næsten 10 m dyb og har samlet sig, hvor klippen er sprængt bort.

Krystalsøen
Krystalsøen ligger i et af de ældste brud på Hammeren. Blæsten og kulden heroppe gav stedet navnet ”Sibirien”, som stensletten omkring søen stadig kaldes til minde om de kolde og barske arbejdsforhold i vintervejr højt hævet over havets overflade. Her brød de stenen med håndkraft.
Først hamrede de boret ned i klippen ved at to mand slog rytmisk med store hammere og en tredje holdt og drejede boret mellem hvert slag. Så fyldte de hullerne med sortkrudt og antændte lunterne med råbet: ”Se op for skod”. Bagefter huggede de huller med pikkerter til kiler og flækkede blokkene, som var løsnet.

Hammer Fyr
Hammer Fyr er det højeste punkt på Hammerknuden – 82 m over havet.
Fyret blev bygget af lokale sten i 1872.
Det fungerer fint i sig selv, men ligger ofte i lokale tågebanker, hvilket er uheldigt for et fyr.
Derfor blev der allerede i 1895 opført et nyt – Hammerodde Fyr på Hammerens nordligste punkt.



Humledal
I starten måtte Hammerværkets tyske ejer hente stenhuggerne i Sverige og Italien.
Derfor blev der også bygget boliger til dem på vejen op til Store Fyr. ”Humlehodda” eller ”Humlehytten” blev bygget først.
Her boede fem stenhuggerfamilier noget småt.
Ved folketællingen i 1901 boede her 24 personer.
Der var smedje i den ene ende, og fælles vaskehus med håndpumpe til brønd og stor murgryde til storvasken.
I den ene ende af vaskehuset var der 3 gammeldags lokum’er med spande, som skulle tømmes. Nr. 7 og nr. 9 havde egne lokum’er tættere på huset.

Langelinie og Sandlinien
I 1890’erne opførtes to husrækker med arbejderboliger i Sandvig.
Langelinie med 20 boliger og Sandlinien med 12 boliger.







Moseløkken stenbrud og museum
Moseløkken stenbrud blev startet af de lokale købmænd Grønbech og Kurdts i 1870’erne.
I starten af 1900-tallet arbejdede omkring 50 mand her. Stenbruddet er stadig i brug og beskæftiger periodevis 2-4 mand.
Det er muligt at fremstille meget store og fejlfri stenblokke til byggeri. Granitten er specielt velegnet til monumenter og skulpturer.
På stenbrudsmuseet kan du opleve, hvordan stenindustrien udviklede sig gennem de sidste godt 100 år, få demonstreret og forklaret teknikken af en bornholmsk stenhugger og selv prøve kræfter med granit og værktøj.
Læs evt. mere om Moseløkken Stenbrudsmuseum her