Allinge Røgeri
Allinge Røgeri ligger placeret på klipperne nord for Allinge havn.
En placering, der giver en storslået udsigt over Østersøen.

Allinge Røgeri blev bygget af 2 fiskere fra Allinge i 1922 med en skorsten med 2 røgkamre og er senere blevet udvidet.

Tidligere var fiskeriet en vigtig del af det bornholmske næringsliv, og laks og sild fra Østersøen forarbejdet af de mange røgerier på Bornholm var verdenskendt.


Det første moderne røgeri blev bygget i Gudhjem i 1886, og omkring århundredskiftet var der ca. 135 røgerier på øen.

De fleste forsvandt i perioden 1950-1970, som følge af indskrænkningerne i fiskeriet i Østersøen, men i vores by er det stadig muligt at få en friskrøget sild.

Prøv en røget bornholmer, serveret på rugbrød med æggeblomme og purløg ”Sol over Gudhjem”.